Tuberosis

Jean-Claude Ellena «På en dejlig efterårsaften, i det gyldne lys, ramte kulden pludselig mig. Vinteren ville være over os ved daggry. Da jeg åbnede hoveddøren, vendte jeg mig om for at se en sidste gang på den sidste stængel af tuberose-blomsterne, en gave fra en sommer, der havde overlevet, og tænkte, at jeg om morgenen ville gå hen og plukke den for at beruse mig i et par dage mere i dens duft. Siden da, på et tidspunkt, hvor kunstigt lys svarer til natten, spreder tuberosen med sin bløde stemme en duft af jasmin, blomme og krydderier. Det er en hvisken, som en brise, der ikke bliver træt. Og hver nat, omkring midnat, går dens stemme ud, så vi kan vente på det samme øjeblik den næste dag. Dens duft er som dens liv, programmeret. Der er noget i denne blomst af figuren Shéhérazade, der hver nat fortæller en historie om at undslippe døden. Hun gjorde det så godt, at hendes historie, stadig levende, er blevet en parfume.»